MARGRETE DEN FØRSTE: Magtens dronning

Margrete den første var en ener. Det forstår man hurtigt. Som ene kvinde formåede hun at skabe alliancer mellem Sverige, Norge og Danmark, så de tilsammen blev til en union; Kalmar-unionen (1397-1527). Århundrede af krig blev under hendes regeringstid til fred. Men det havde tilsyneladende også sine personlige omkostninger. 

Det starter storslået. Margrete rider afsted sammen med sine nærmeste mænd langs indtagende bjerge, fjelde og klipper. Året er 1402. Margrete skal forhandle en forlovelse mellem sin adoptivsøn, Erik (af Pommern), og en engelsk prinsesse. 

Margrete, der regerer gennem sin adoptivsøn – for der skulle altid være en konge – sætter alt ind på forlovelsen, der vil stille unionen stærkere over for den evige fjende og trussel; Tyskland. Lige som det hele ser ud til at gå op i en højere enhed, dukker en mand op, der påstår af være Margretes ellers afdøde søn, Oluf.

Og nu begynder den egentlige handling, for kan Margrete genkende sin søn, og hvilke konsekvenser vil det have for unionen, hvis det viser sig at være sandt, at manden virkelig er Oluf?

Trine Dyrholm er bjergtagende som Margrete, og når hun stirrer off screen, kan man ikke undgå at lade sig opsluge af hendes blik. Hendes præstation er intet mindre end stærk og gribende på samme vis, som den skæbne hun portrætterer.

De andre spillere, heriblandt Morten Hee Andersen, Søren Malling, Magnus Krepper, og Jakob Oftebro, leverer også stærke karakterer. Man kunne dog ønske at Oftebros karakter – den mystiske mand, der påstår at være Oluf – havde fået lov til at gennemgå en lidt større udvikling, end den man ser. 

Dette nordiske samarbejde er dog bestemt ønskværdigt. Det er tilfredsstillende at se spillerne fra de forskellige lande overfor hinanden. Instruktør Charlotte Sieling må næsten have regeret som Margrete selv for at være i stand til at skabe så succesfuldt et resultat, som hun har gjort.

Temaet om den stærke dronning, og hendes vilje til at bruge og beholde magten, er fascinerende og vedkommende. Begyndelsen viser dette flot. Margrete er barn. Hun bliver taget op af sin far efter et slag. Den lille pige leger med kongens sejl, imens hun ser ud over hans skulder på de døde på slagmarken. Vi forstår, at det handler om magt og krig – eller fred – igennem stærke og smukke billeder. Da dramaet udfolder sig, forvandler den mere storslåede begyndelse sig nærmest til et vellykket kammerspil, men særligt henimod slutningen taber historien dog en smule momentum.

Kunne man have ladet Oluf-karakteren have nogle esser i ærmet, ville det have været mere spændende. Eller havde Margrete klaret sagen mere kyndigt, i stedet for ofte bare at blive hidsig og råbe, ville det også have skabt en bedre og mere fuldendt slutning. Margrete må have haft en kæmpe politisk begavelse, siden det lykkedes hende at tage magten og bruge den, som hun gjorde. Jeg forstår, at det er spændende at vise hende i en presset, følelsesmæssig situation, men jeg ville godt have set en lille smule mere til denne begavelse. 

Der er også nogle sceniske gentagelser, som trætter en smule. Da vi tredje gang ser Margrete stå fortvivlet på en lille stenbalkon – der tydeligt er animeret – er det nok. Der er sikkert en pointe med at vise hende så mange gange på balkonen; sidste gang er hun f.eks. alene, men man kunne nu godt have været mere opfindsom. Slutningen er heller ikke helt tydelig, hvilket efterskriften forstærker, men det kan være op til tilskueren selv at bedømme. For der er ingen tvivl:

Margrete den Første er en flot, historisk film med levende og gribende skuespilpræstationer, som helt fortjent vil tiltrække et stort publikum.

Kommentarer